Børneprojekt Danmark

Spring til indhold »



En fantastisk dag i Ebeltoft Zoo & Safari

6. juni 2005

Der blev hygget, set på eksotiske dyr, spist lækker mad og regnen holdt sig næsten væk, da en del af børnene fra landets børneafdelinger med deres familier i går tilbragte en dag i Ebeltoft Zoo & Safari.

Nikolaj Kirk, der er kendt som sprælsk tv-kok, lavede mad til børnene - assisteret af bl.a. Martin Ib fra restaurant MIB i Århus. Børnene deltog selv i tilberedningen af maden, og var selv med til at bestemme, hvad måltidet skulle bestå af. Her kunne de bl.a. vælge mellem fisk, kylling og masser af grøntsager.

Og selv om Nikolaj Kirk havde travlt med at servere mad til alle børnene, var der masser af overskud til sjove kommentarer og indslag – og der blev vist også skrevet en autograf eller to i ny og næ.

De fleste af familierne valgte at tage på landrover-safari i parken, hvor de blev kørt rundt blandt dyrene på de savanner, som er en del af Ebeltoft Zoo & Safari. En anden hovedattraktion var selvfølgelig fodringen af geparderne, som bor i haven.

Der var deltagere fra hele landet i arrangementet. Der kom familier helt fra Vendsyssel, Sjælland og København, der var taget den lange vej til Ebeltoft for at tilbringe en dag sammen med andre familier – en fridag og et frisk pust fjernt fra den daglige behandling på sygehuset.

Der deltog 384 personer i arrangementet, og vi er overbeviste om, at de alle havde en god dag.

Heidi Skaaning udtaler til Børneprojekt Danmark:
- Vi var der hele familien og trods det lidt kolde vejr, nød vi det alle mand. Vores søn Victor lider af en blodsygdom på 5. år og har derfor været ind og ud af sygehuset mange gange. Derfor er det fedt at mærke at nogen lægger så meget arbejde i at give familier som vores en god oplevelse!

I Børneprojekt Danmark er vi meget glade for, at vi kan trække familier til fra hele landet, hvilket også var en stor forhåbning i forbindelse med dagen, men det understreger også det store behov, der eksisterer i Danmark for denne type arrangementer for indlagte børn og deres familier.

Fra Børneprojekt Danmark side er vi utroligt glade for, at arrangementet forløb efter planen, og vi vil gerne takke alle de involverede parter, der var med til at gøre dagen til en stor succes.

Og allermest vil vi gerne takke børnene og deres familier for deres gode humør, og fordi de valgte at deltage.

Sponsorer

AB Catering A/S
Føtex (Ebeltoft)
Diplom Is
Carlsberg

Billeder fra arrangementet

Safaritur
Safaritur

Madlavning
Madlavning

Spisning
Spisning


Tom Kristensen, Racerkører

Selv i den mest travle kalender bør vi finde tid til at hjælpe de børn, der har det svært herhjemme. Gennem Børneprojekt Danmark kan jeg personligt give en hånd, der hjælper.

Tom Kristensen, Racerkører

Nyhedsbrev